Årsberetning Gloslunde Menighedsråd 2020


Året 2020 bliver et år vi aldrig glemmer. Forhåbentligt bliver 2021 mere normalt, selvom det i skrivende stund er usikkert.

Menighedsrådsarbejdet i 2020 har været præget af, at vi på grund af fraflytning var ret få tilbage og ventede på et nyt og levedygtigt menighedsråd. Jeg overtog formandshvervet i 2019, men anså det som et midlertidigt administrativt hverv, hvor de større opgaver måtte vente til et nyt valgt menighedsråd med ny formand var på plads fra 1. søndag i advent 2020.

Året begyndte med, at varmeanlægget i Tillitze kirke gik i stykker til juleaftensgudstjenesten i 2019, og da der er oliefyr i kirken placeret i det gamle kapel ved vejen med rør under kirkegården, kan det allerede anes, at det ikke er så lige til. Vi håber i løbet af 2021 at få en langtidsholdbar løsning på varmen, men det bliver nok bekosteligt. Det er forståeligt, at mange i Tillitze har savnet deres kirke i funktion, men det kommer den igen. Bare rolig! Der er pligt til at vedligeholde kirkerne i Danmark!

Græshave klokkestabel er blevet renoveret med ny træbedækning og malet.

Forpagterboligen har ikke istandsat sig selv i 2020, men arkitekt Peter Bering er ved at udarbejde planer til sognegård, som vi håber at komme igennem provsti og stift med i 2021.

Pr. 1. september 2020 ophørte Gloslunde pastorat officielt, i det vi efter en hørings- og udtalerunde fra menighedsrådet blev lagt sammen til ét pastorat, der dækker den gamle Rudbjerg kommune. Vi hedder nu ”Gloslunde menighedsråd”, som sammen med Kappel-Vestenskov menighedsråd dækker Rudbjerg pastorat. (Et pastorat følger præsten, og har man fælles præst, er man også ét pastorat. Men der kan godt være flere menighedsråd i et pastorat, ja, hvert sogn kunne i princippet ”gå ud af unionen” og danne sit eget menighedsråd).

Præstebesætningen i Rudbjerg pastorat er herefter 1 1/2 præst, med mig som heltids- og kirkebogsførende og med cand.theol. Nicolai Røge som halvtidshjælpepræst. Nicolai er ved siden heraf ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. (Vi er begge lige meget sognepræster, der er ikke noget der hedder ”hjælpepræst”, halve præster eller som i gamle dage ”kapellan”).

Kirkerne blev lukket for gudstjenester fra 18. marts p.g.a. coronapandemi, og så kom vi i gang igen om sommeren. Det årlige høstmarked i præstegårdshaven blev også aflyst.

Vi må meget håbe, at vi i sognene igen engang kan genfinde stemningen fra før coronapandemien, så vi igen kan have strikkedamer i præstegården, gudstjenester på Rønnebærparken, hverdagsgudstjenester og sangaftner, høstmarked og spiregudstjenester, konfirmationer og dåbsgudstjenester med fuld kirke og at Ullas arbejde med kirkekor og spirekor igen kan komme i god gænge til glæde for gudstjenesterne.

Slutningen af året bød på menighedsrådsvalg, og vi fik valgt seks gode mennesker, og vi har fået et levedygtigt og handlekraftigt Gloslunde Menighedsråd til gavn og glæde for sognene. 1000 tak til dem, der har meldt sig, og alle dem, der støtter op. På hjemmesiden www.gloslundepastorat.dk kan man se medlemmerne, suppleanterne og hvem der laver hvad.

Året sluttede desværre på bedrøvelig vis med, at vi måtte aflyse julegudstjenesterne. Først kunne de gennemføres med restriktioner, men til sidst blev de helt aflyst. Det nye menighedsråd var dog med til at bevirke et nyt flot juletræ med flotte lys på plænen foran Dannemare kirke. Og tak til Øllingsø Gods for at sponsorere og Landsbylauget for godt samarbejde.

Henrik Gade Jensen
Fungerende formand indtil 1/12 2020

 

Kontaktoplysninger

  • Rudbjerg pastorat
  • Sognepræst Henrik Gade Jensen
    Stenvadsvej 4
    4983 Dannemare

  • Telefon: 54 94 41 80 / 30 58 57 00
  • Email: hgj@km.dk